Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [VII]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
„Omforladelse, Magnus," sa hun, og øinene
sa det barn sier: jeg skal aldrig gjøre det mer.
„Han du løiet for andre da?" spurte han.
Hun dreiet sig i stolen, som sat hun vondt.
„Det har jeg vel — nogengang — for at hytte
mig — naar jeg har været ræd —" sa hun.
Hun hadde rakt haanden ut; den laa like indved
hans, som støttet mot bordkanten. Han rørte
den ikke.
„Ræd," tok han op — „ja, den som lyver
har grund til at frygte, Anine — først Gud og
siden mennesker ..."
Men nu var det som Anine Haukeberg ikke
hørte ham. Hendes ansigt fik et fremmed,
inde-tænkt drag — hun saa ret ut for sig, og det kom
noget slapt over øienlokkene.
„Jeg er ogsaa ræd — bestandig," sa hun.
„Bestandig er jeg ræd for nogenting. — Jeg er ræd
naar jeg gjør det ene, for at jeg heller skulde gjort
det andre — og naar jeg gjør det andre, staar det
forrige borti kroken og hytter til mig. Og naar
én blir vond i øinene, gjør jeg hvad det skal være
for at faa ham go’ igjen — men straks er det
ogsaa galt, og saa maa jeg finde paa nogen ting.
Slik er det," sa hun, og øinene blev blankere.
„Da jeg var liten, var jeg ræd mor, og derfor tok
jeg eggene hun sendte mig efter — men jeg var
ræd hønen ogsaa, som fræste naar jeg tok eggene
hendes, og jeg trodde hun vilde hevne sig, og da
la jeg et egg igjen hos hende — men naar mor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
