Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [VII]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
spurte mig om det var alle eggene, jeg hadde i
tørklæ mit, da sa jeg ja — og det sa jeg for at
hytte mig ... Og naar jeg gik til dans bortpaa
haugen, sa far: bind op haaret dit, Nina, sa far,
og jeg bandt det op i nakken i en ring, for jeg
var ræd far; men naar jeg kom dit jeg kunde se
dansevolden, gik jeg bakom en buske og løste
haaret mit — for jeg var ræd dem, naar de lo av
mig for jeg ikke var som de andre pikerne. Og
naar gutterne var efter mig, var jeg ræd dem —
og naar jeg gjorde en til lags, var jeg ræd de
andre som merket det. — Jeg er ræd Per naar
han blir graa i øinene og sier: du skal ikke være
saa janglete, Anine — men jeg er ræddest for at
de, som er med os i værelset, skal se jeg er ræd
––og jeg er ræd dig naar du ikke tar
haanden min, Magnus — og jeg er ræd gud naar du
snakker om ham — ja, jeg er ræd gud og
djævelen, baade gud og djævelen —," sa hun og la
hænderne tæt sammen i fanget.
„Engang paa Mestad gik vi og lette
efugl-reir . . sa hun.
Magnus stod og saa paa hende. Hans ansigt
mistet det haarde draget om munden — det
myknet; og i blikket gled noget nyfikent . . .
Nu sat hun med blanke øine og fortalte om
Nordland — om den gangen hun og søstrene gik
langs bergene og sang og lette egg. — Om sjøen,
som laa doven og gned sig op efter de slitte
sten-knattene — og om solen, som stod borte mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
