Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man må dog adskille menneskeofre ved overordentlige lejligheder
(eller anvendelsen af fanger eller traclle til at ledsage en afdod
eller afdode til den anden verden, noget som ikke er en
egentlig ofring) fra menneskeofrenes almindelige anvendelse, der
naeppe liar va;ret udstrakt. Man får Iroste sig med Grimms ord,
at alle oldtidens folk kendte menneskeofre (mythol. I 38). I den
a?ldre Edda er der strängt taget ikke tale om menneskeofre,
Håvamål v. 138 Bugge (= Munch v. 139): »Jeg liang på tra;et
såret med landsen og givet til Odin, selv til mig selv» er der
måske en hentydning dertil, men det hele er mystisk; Allamål
v. 78 B. (= 75 M.), hvor Gudruns börn sige: blöt, sem vilt,
börnum, uofre dine börn som du vil», da moderen vil draebe
dem, er der slet ikke lale om ofring, men udtrykket
figur-ligt om drab; narn-iest kommer Siguröar kviöa Fåfnisbana 38ja,
hvor der er tale om tjenere, der folge en afdod i doden; og
dog vil Brynhild ikke, at nogen mod sin vilje Itrauöan v. 51
B. = 49 M.) skal miste livet. Henimod kristendommens
ind-forelse synes menneskeofre at voere gåede af brug, skönt
mu-ligheden forudsaettes; man sér, at der kan vaere tale derom, men
at det ikke plejer at blive til noget. Exemplerne under d) og
e) ere vist omtrent alle de forekommende; dog kan det va:re at
der er nogle flere af samme slags, som det Thorodd Snorrason
oplevede i Jaemteland; ligeledes ere de samme begivenheder
vistnok omtalte på flere steder, end jeg har samlet.
Angående Thietmarus Merseburgensis tillader Grimm sig
(myth. I 43) at betvivle hans ord; han mener, at kun hestene
ofredes, og at sagnet föjede mennesker, hunde og haner til.
Han gör også opmaerksom på det overdrevne i Adam af
Bremens ord (myth. I 47). Angående Håkon jarls ofring af sin sön
har Munch (Norske Folks Historie, lste del, 2det bind s. 118)
betsnkeligheder; ofringen omtales ikke i Fagrskinna, der lader
Erling vaere en af anforerne i slaget (c. 59. 60.), Snorre og Olav
Tryggvesöns saga i Formanna sögur sige kun, at det sagdes;
Jomsvikingesaga c. 44 fortaeller vid t og bredt om ofringen, Saxo
lader ham ofre 2 sönner. Munch finder det vanskeligt at
af-göre sagen. Håkon kunde nok falde på at göre det («Norges
sidste virkelige hedning» kalder Munch ham et andet sted), men
folk kunde også falde på at tillaegge Håkon det, uden at han
havde gjort det. Når Olav Tryggvesön truer med at ofre
mennesker, er det naturligvis ikke alvorlig ment, men kun et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
