Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
beskylder endog Eiiripides for ikke at have holdt fphigenias
Charakteer i det samme Drama [rov dvtspakov nagdéstypa ij
iv Avliåi ’Iqtyivucc ovdiv yag Soixtv y ixttcvov&a ri} vfTtégq.
Cap. 15). Naar saaledes ikke engang Digteren selv har gjort
sig Charakteren klar fra Begyndelsen, kan Tilskueren da endnu
mindre i Forveien kjende den heelt. Netop gjennem Fejlgrebet
seer man bedst, hvad Frihed Digteren havde til at gjøre sin
særegne Opfattelse gjældende.
Som Resultat staaer altsaa, at baade Oldtidens og Nutidens
tragjske Forfatter i Regelen er bunden til et objectivt givet
Grundlag, men i Udførelsen ikke behøver nøiagtig at følge det
Givne. Forskjellen ligger saaledes ikke i den Maade, hvorpaa
Digteren har vsret bunden til Traditionen, men i selve
Traditionens Art. Den græske Sagnverden havde en bestemt
reli-gieus Baggrund, Poesi og Religion vare uopløselig
sammenknyttede , hvilket ikke paa den Maade gjælder for den nyere
Tragedie, og medens nu Digterens Hjem strækker sig „fra
Spitsbergs hvide Klipper — til, hvor den sidste Tange slipper i
Søndrepolens øde Hav", var den græske Digter indskrænket til
sin egen Nations historiske og mythiske Fortid. Dette viste sin
uheldige Virkning, da Stoffet i bogstavelig Forstand slap op
ved Benyttelsen, saa ingen Digter kunde sætte sin Fod noget
Sted uden at hemmes ved Følelsen af at vandre i
Forgjænger-nes Spor. Men i Tragediens Blomstringstid kunde det mindst
af Alt være til Skade, at Digter og Publicum strax følte Stoffet
som hjemligt og stemmende med deres egen Aand.
Derimod kunde man vel tænke sig Digteren hindret i den
frie Udfoldelse af sin Phantasi ved at digte for et Publicum,
der kjendte den hellenske Sagnverden langt bedre, end
Nutidens Publicum i det Hele kan være bekjendt med de
Partier af Historien, hvorfra Digterne vælge deres Stof. Lad os
da høre, hvad Aristoteles bemærker herom. „Det vilde jo ogsaa
være latterligt at holde sig nøiagtigt til det Overleverede; thi
det, som er bekjendt, er jo dog kun bekjendt for de Færreste}
og dog tiltaler det Alle ” Man maa altsaa opgive alle
Forestillinger om det vidunderligt dannede atheniensiske Publicum med
sin detaillerede mythologiske Lærdom og sin Gave til at opfatte
de fineste Antydninger. Tværtimod maae vi ikke engang
forudsætte hos en meget stor Deel af de atheniensiske Tilskuere saa
mange Kundskaber som hos vort theatersøgende Publicum,
der jo tit betaler dyrt for Entreen. I Athen fik Enhver, der ikke
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
