Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi mindes herved om Sokrates* åaipoviov, ikke den af senere
Phantaster udsmykkede Spaadomsrøst, men den Stemme, som
Plato lader Sokrates selv omtale, der aldrig gav ham nogen
positiv Befaling, men hvergang han stod i Begreb med at handle
urigtig, pludselig standsede ham, selv ved nok saa ubetydelige
Leiligheder; derimod lod den sig ikke høre, da ban gik sin Død
imøde (Apologien Pag. 40). Det var Samvittighedens lydløse,
men dog saa tydelige Røst. Grækerne havde intet Navn for
den, men at Sophokles har kjendt den, see vi her, og vi ville
endnu nogle Gange see den gjøre sig gjældendei hos
Neoptole-mos; thi fra dette Øieblik er han den Figur i Stykket, paa hvem
Digterens Opmærksomhed fortrinsviis er henvendt. Vel er
Philoktet den tragiske Hovedperson; hans Smerte og Sjælekamp er
Handlingens Tyngdepunkt; men som tit Naturforskeren ikke saa
meget lægger Mærke til selve Lynilden eller Tordenens Buldren,
men holder sit Øie fæstet paa Magnetnaalen for at iagttage dens
Svingninger under Uveirets Rasen, saaledes er her Sophokles*
Opmærksomhed benvendt paa de Svingninger, der foregaae i
Neoptolemos’ Sind under hans Berøring med den mægtigere
Personlighed og dennes Lidelser.
Dette viser sig allerede i næste Scene, hvor Philoktet og
’Neoptolemos, der tilsammen vare gaaede ind i Klippehulen for
at hente de Pile, som vare efterladte der, komme tilbage. Strax
efter anfaldes Philoktet af sin forfærdelige Smerte. Han søger
vel af al Magt at staae imod, deels fordi hans kraftige Sjæl
ikke let lader sig bøie trods de mange Aars Lidelser, deels fordi
han frygter, at Neoptolemos, der, som han troer, vil føre ham
tilbage til hans Fædreland, skal føle Væmmelse ved at see hans
Sygdom i al dens Uhyggelighed og igjen overlade ham til
Ensomheden. Men al Modstand er forgjæves; han maa give Smerten
Luft i voldsomme Skrig og falder endelig udmattet i Slummer
efterat have givet Neoptolemos sin Bue i Varetægt og taget det
Løfte af ham, at han ikke vil forlade ham. Skibsfolkene
opfordre Neoptolemos til at gaae bort med Buen, medens hin
sover; men han afviser dette Raad. Kort efter vaagner Philoktet,
inderlig taknemmelig over endnu at finde sine Venner hos sig,
og følger dem ned mod Skibet, tillidsfuldt støttet til
Neoptolemos* Arm. Men paa een Gang standser denne (v. 895):
N. O veel hvordan skal jeg nu rede mig derfra?
P. Hvad er der, Søn? Hvad mener du med disse Ord.
N. Nei, jeg kan ei forklare dig min Raadvildhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
