Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. Din Raadvildhed? Hvor kan du tale saadant, Søn?
N. Jo, det er netop Raadvildhed, jeg føler nu.
P< Saa har da Væmmelsen ved, hvad du nys har seet,
afskrækket dig, saa du mig ei vil føre bort?
N. Det er en piinlig Stilling, naar man lovet har
at gjøre, hvad der strider Ens Natur imod.
P. Men er det unaturligt for din Faders Søn
at bringe Hjælp til den, som intet Ondt har gjort?
N. Jeg snart skal som en Løgner staae, det piner mig.
P. Ei ængster mig din Handling, men desmeer dit Ord.
Den Stemme, som før standsede Neoptolemos, har atter
ladet sig høre. Tilskuerne vide, hvad det er, som tynger paa
hans Sind; men da det mere er med sig selv, han taler, end
han egentlig henvender sig til Philoktet, blive hans Ord
ufor-staaelige for denne. Det er, som der méllem begge stillede sig
en tredie Person, der forandrede Betydningen af Neoptolemos*
Ord, inden de naae Philoktets Øre. Thi denne, som i dette
Øjeblik kun tænker paa| een Ting, nemlig hurtigst mulig at
komme bort, før Odysseus naaer til Øen, fatter strax den
Mistanke, at Neoptolemos fortryder sit Løfte og nu vil lade ham
blive ene tilbage. Misforstaaelsen træder imellem dem, saaledes
at dog Tilskueren gjennemskuer den, idet Neoptolemos ikke
heelt aabenbarer det Indhold, som Tilskueren vel fatter, men
som unddrager sig for Philoktets Blik. En Digter, der lagde
an paa det Interessante, vilde kunne exploitere denne Scene i
det Uendelige; men Sophokles opgiver den, saasnart han har
opnaaet den tilsigtede Virkning. Den giver os baade
tilstrækkeligt Indblik i det, som foregaaer i Neoptolemos* Sjæl, og viser
os tillige den Frygt, Philoktet nærer for at skulle blive i
Een-somheden; men vi skulle see endnu dybere i Philoktets Sind;
strax efter viser det sig, at een Ting vilde pine ham endnu mere.
Da nemlig Neoptolemos opmander sig til aabent at tilstaae, at
hans Hensigt er at føre Philoktet med sig til Troia, bryder
denne løs mod ham i den voldsomste Heftighed. Det inderlige,
men dog spagfærdige Mismod, han yttrede, da han troede, der
kun var Fare for at blive efterladt paa Øen, afgiver saaledes en
Maalestok for hans ubetvingelige Forbittrelse mod Agamemnon
og Odysseus. Her er et nyt Vidnesbyrd om Sophokles* Forstand
paa at frembringe den dramatiske Virkning. Han lader ikke
Philoktet sige: Hellere blive i Een’somheden end tvinges til at
kjæmpe for Agamemnon; men Digteren viser os først hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
