Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af Odysseus. Denne spørger, hvad hans Hensigt dog er,
hvortil Neoptolemos svarer, at han vil give Buen tilbage til dens
Eier. Alle Odysseus* Forsøg paa at gjøre sin gamle Myndighed
gjældende, tilbageviser han med Stolthed, hans Spot*og Haan
med Foragt. Tilsidst kalder han Philoktet ud og giver ham
Buen; men da denne vil gjøre Brug af den for at dræbe sin
Dødsfjende, holder Neoptolemos hans Arm tilbage, til Odysseus
er undflyet.
Neoptolemos er nu ikke længer den let omkiftelige Dreng,
men en viiliefast Mand. Forandringen er skeet hurtig, og, hvad
der kunde synes underligt, Digteren har henlagt den udenfor ,
Scenen, Tilskueren bliver ikke Vidne til det, som foregaaer i
Omslagets Øieblik. Men nøiere beseet er dette kun et nyt
Vidnesbyrd om Sophokles* fine Sands, der forbyder ham at lade
det udtales i Ord, som efter sin Natur er tyst. Lad os tenke
os, hvad der er foregaaet udenfor Scenen. Neoptolemos
har uvillig fulgt Odysseus, ærgerlig baade paa sig selv og
ham. Pludselig er der faret som et Lyn gjennem hans Sjæl,
han har hævet sit Hoved, vendt sig om og er rask gaaet
tilbage. Ethvert Forsøg af Digteren paa at lade ham udtale,
hvad der i det Øieblik bevæger sig i ham, vilde være spildt
En Beslutning fatter man ikke med Ord. Jo mere et Menneske
forsikkrer os om, at det er hans Alvor med at gjennemføre en
Sag, desto snarere fatte vi Mistanke om, at Beslutningen er
vaklende. Ordet er Refleclionens Organ, og Reflection er
Vil-liens farligste Fjende, netop fordi den bestandig stiller de to
Modsætninger mod hverandre, og Yillien jo kun vil det Ene.
Den alvorlige Villie har ikke Udtalelsen til sit Maal, men
Iværksættelsen. En anden Ting er det, at Viilien kan benytte Ordet
som Middel, at Udtalelsen kan være en af de Handlinger,
hvorved Viilien gjør sig gjældende. Man kan udtale sit Forsæt
endog med Begejstring, men kun hvor Forhold og Omgivelser
opfordre dertil. Beslutningen selv er taus; Ingen har
nogensinde fattet en Beslutning høit uden i de slette Tragedier, og
dertil hører Sophokles* Philoktet ikke.
Nu kunne vi ogsaa bedømme Ileibergs Ord, at „saameget.
som den antike Tragedie fordrede Charakteer-Skildring, saalidet
kunde den tilstede Charakteer-Udvikling*’. Er Meningen deraf,
at den ikke kunde fremstille en Charakteer, som var i sin
Udvikling, i hvilken det, som ved Dramaets Begyndelse kun er
en slumrende iMulighed, efterhaandeu bliver til Virkelighed, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
