Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pludselig seer han Erinyerne nærme sig, og styrter bort dreven
af Vanvidets Rædsel.
Hegels Yttring, at „Indvortesheden laa den græske Verden
nær, den maatte komme dertil”, maa da modificeres derhen, at
fndvortesheden fra Begyndelsen dæmrer i Baggrunden og
bestandig bryder frem, men den forvandler sig her ligesaa bestandig
for Anskuelsen til et Ydre. Samvittighedens Kval bliver til
Erinyernes Forfølgelse, Tankerne, der indbyrdes anklage og
forsvare hverandre, blive til en Proces, hvor der under Athenes
Forsæde dømmes om Orests Skjæbne, hvor de hævnende
Gudinder anklage, og Apolio som den naaderige Gud, Forkynderen
af Zeus1 Villie, fremtræder som Forsvarer; og idet Samvittigheden
i Orests Sjæl finder Hvile, sees det, som om Erinyerne havde
ladet sig forsone med Zeus.
Anderledes forholder det sig med Sophokles1 Philoktet.
Striden .føres her kun i Neoptolemos’ Sind mellem
Ærgjerrig-heden, som opflammes af Odysseus, og den Sandhedskjærlighed
og Æresfølelse, som er den høisindede Achilles’ Søn medfødt.
Udviklingen foregaaer under bestandig ydre Paavirkning, men
det sees tydelig, at det, som gjør Udslaget er en indre Stemme,
er den bedre Natur, som kaster Løgnens Lænker af sig. Hegels
Anskuelse kan end ikke finde et Tilknytningspunkt i denne
Handling.
Men dermed er Hegel ikke gjendrevet. Philoktet er et af
Sophokles’ sidste Dramaer; det er fremkommet efter den med
Euripides begyndte nyere Udvikling, hvor Reflectionen og
Sub-jectiviteten stærkere gjør sig gjældende, og beviser derfor Intet
om den tidligere Form af Tragedien. Vi maae derfor holde os
til Sophokles i hans første, af Euripides endnu uberørte
Fremtræden, og navnlig til „Antigone”, der af Hegel bestandig nævnes
som den bedste Repræsentant for græsk Tragedie. Her
fremstilles, siger han, Conflicten mellem Familiens Idee,
repræsenteret af Antigone, og Statens, hævdet af Kreon. Denne forbyder
i Statens Navn at begrave Polyneikes’ Lig, Antigone lyder
Blodets Røst og trodser Kreon. „Antigone ehrt die Bande des
Blut8, die unterirdischen G’dtter, Kreon allein den Zeus, die
toalten de Macht des offentlichen Lebens und Gemeinvyohls—
Hvorledes Conflicten træder ind og Straffen følger, fremstilles
saaledes: „Die streitenden Individualiteten treten, ihrem concreten
Daseyn nach, an sich selbst jedes als Totalitåt auf, so dass sie
4» sich selber in der Gewalt dessen stehen, wogegen sie an-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
