Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Individet; det Indtryk, en saadan Figur maatte gjøre paa
Tilskueren, vilde være koldt, følelsesløst, og virkelig har Hegels Ord
foranlediget saadanne Domme over den græske Tragedie. Det
er ikke blot MalmstrOm, som taler om, „ett konststycke, som
tillfredsståller fOrnuftet, hånfdrer fantasien, smeker 6rat — och
lemnar hjertat kalit”; hos mange Andre kan man i al Fald til—
nærmelsesviis høre den samme Mening, snart forbunden med
Roes over Classicitetens ophøiede Ro, snart med Beklagelse
over dens Mangel paa Inderlighed og Følelse.
Det vil ogsaa gjennem Exempler være let at paavise, hvor
lidet Regels Ord kunne taale at tages efter Bogstaven. Aischylos’
Orestiade nævnes hyppig baade af Hegel selv og hans Skole
som Vidnesbyrd jom den udvortes Maade, hvorpaa Ideen i den
antike Tragedie gjør sig gjældende. Orestes hævner efter Apollos
Bud sin Faders Mord ved at dræbe sin Moder. Han straffes
derpaa, siges der, ikke ved Samvittighedens Kval, men Samvittigheden
objectiveres til ydre stralfende Væsener. Men Aischylos har fra
Begyndelsen tillige viist os Kampen i Orestes’ Indre. Da
Moderen for at vække hans Medlidenhed, viser ham det Bryst, af
hvilket han tit som Barn har suget Næring, til han slumrede
ind, vender han sig mod Pylades, og spørger, om han ikke
skal opgive sit Forsæt; og først da denne erindrer ham om
Apollos Bud, om hans eget Løfte til Guderne og om Zeus1 urokkelige
Villie, faaer han Mod til Daarien. Pylndes er under hele den
øvrige Handling stum Person; naar da Digteren har ført ham ind
paa Scenen for denne ene korte Repliks Skyld, viser han, hvor
megen Vægt han lægger paa den. Kraften svigter Orestes i det
afgjørende Øieblik, han behøver en ydre Paamindelse; uden den
havde han opgivet sin tunge Pligt. — Efter Drabet forfølges
han af Erinyerne; det Indre er omsat til et Ydre; men
Indvortesheden er ikke heelt udelukket. Da han træder frem
for Choret efter fuldendt Daad, forsvarer han saa
omstændelig sin Sags Retfærdighed, at man mærker den dæmrende
Frygt i Sjælens Baggrund; og kort efter træder Tvivlen frem:
„Siig: er hnn skyldig eller ei? . . . . Vee!. Alt, hvad jeg har
gjort og lidti vee al min Slægt! jeg har mig svart besmittet
ved en frydløs Seir!" og endelig bryder Fortvivlelsen løs: „Vildt
jage Tankerne min syge Sjæl — min Hjertensangst er færdig
nu at synge høit — og føre Galskabsdandsen op”. Forgjæves
søger han at bringe Tankerne til Ro. „Mens jeg endnu er mig
bevidst, bevidner jeg, at jeg med Rette har min Moder dræbt..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
