Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
binder hende til :Livet, og gaaer ene til sin vovelige Gjerning.
I al den Tid spilder hun intet Ord paa at bevise sin Handlings
Berettigelse; men da hun er bleven grebet og staaer for den
atrænge Hersker, som^dog maaskee kunde formildes, hvis hun
bad om Naade, da først taler hun med fast Overbeviisning og
stolt Ro om Gudernes uskrevne Lov, „som ei blev sat idag og
ei igaar, men levet har fra evig Tid, og Ingen veed, naar den
blev U1M, og som intet Herskerbud kan fritage Mennesket fra
at lyde.
Kreon derimod begynder strax sin første Fremtræden med
en lang Tale om sin Retfærdighedsfølelse og
Fædrelandskærlighed, som forbyder ham at vise Venskab eller Overbærenhed
mod Statens Fjender, selv om han personlig stod i nært
Forhold til dem. Først derefter udtaler han sit Forbud mod at
begrave Polyneikes. Hvis nu Hegel og hans Efterfølgere havde
Ret i, at Dictionen i den antike Tragedie direct udtalte
Charak-terens Indhold, vilde Sagen være tydelig; men hvis vi efter den
foregaaende Udvikling ere berettigede til at antage Dictionen paa
Scenen for en Efterligning af den menneskelige Tale udenfor
Theatret, saa vide vi jo, hvad man skal troe om de lange
Indledninger, hvor den Talende udbreder sig over sin egen
Retfærdighed, skjøndt Ingen yttrer Tvivl derom. Man faaer strax
et Indtryk af, at Kreon ikke føler sin Samvittighed saa ganske
fri; og det viser sig kort efter tydeligere. Da nemlig Antigone,
paa hans Spørgsroaal om, hvor hun har turdet vove at trodse
bans Bud, svarer ham saa stolt, vender han sig til Choret og
forsikkrer det, at han nok skal lære hende at bøie Nakken, men
til hende selv, den Fangne, er det, som om lian ikke turde tale,
og da han pludselig faaer det Indfald at kalde Ismene frem til
Forhør, faaer man den Fornemmelse, at han derved vil redde
sig ud af en flau Situation. Imidlertid have vi her kun en
Antydning, om hvis rigtige Forstaaelse der altid kan disputeres1),
men desto tydeligere er Kreons egen aabne Tilstaaelse, da han
er bleven forfærdet ved Teiresias’ Spaadom om den nær
fore-staaende Straf (v. 1096 flg. og 1113 flg.):
l) Dog lader denne Scene sig anføre som et aldeles bestemt Beviis mod
Hegel. Var det Sophokles’ Hensigt at fremstille Statens og Familiens
Idee i deres Strid mod hverandre, maatte han dog lade dem begge komme
til Orde i den eneste Scene, hvor deres Repræsentanter begge findes
samlede; men her er det kun Antigone, der udtaler sit Princip, Kreon
er overfor hende taus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
