Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Smerte, end de allerede havde lidt under Slægtens mange
Ulykker, og endelig, at det ikke er smukt saaledes at hævne sig paa
den Døde.
Maaskee vil man Onde, at jeg her lægger noget af den
middelalderlige Ridderlighed ind i Oldtiden, der ikke kjendte
saadanne Ærens Love; men heldigviis. kan jeg af selve dette
Drama levere Beviset for Sophokles’ Tænkemaade i denne
Henseende; Teiresias siger til Kreon v. 1029—1030:
Skaan dog den Faldne! Saar ei ham, som slagen er!
Det er ei smukt at dræbe den, som alt er død.
Men alle slige Tanker ligge langt borte fra Kreons sindige
Charakteer. Kjendte lian den moderne Terminologi, vilde han vel
med Foragt kalde Sligt for Romantik; thi han er aldeles
klassisk i den Betydning, Malmstrftin opfatter delte Ord. Hans Tale
er „afmålt, enformig”, man føler ikke, at han tilegner sig denne
Lov „såsom sin kånslas fordran”, man Beer ikke hans Lovs
„objektiva hårdhet varmas och småltas i subjektets degel”; men
til Gjengjæld er hans Udtryk „lugnt, jemnt, patetiskt”, thi han
er jo Konge og bærer Scepter og Purpur. Den Fremstilling, han
giver af Herskerens Pligt, er „elt masterstycke af arkitektonisk
stranghet och iornuftsmåssig konstruktion”; kort sagt, hvad
Malm-strdtn udtaler som den antike Tragedies Særkjende, er her
eien-dommeligt for Tritagonistens førete Fremtræden; men, som efter
Malmstroms Udtryk, Christendommen kom øg kuldkastede den
antike Verdensanskuelse, saaledes kuldkaster her i Dramaet
Antigones Daad hele Kreons statelige Bygning, „och reser
subjektivitetens segerstecken på dess ruiner”. 1 denne Sphære er
Kreon fremmed, overfor Antigone er hans Optræden, som
Schneidewin bemærker, kun en Række af Feiltagelser. Først
troer han, at Vagten selv hår begravet Polyneikes, bestukket af
af hans politiske Modstandere, siden antager han ismene for
deelagtig i Handlingen, derpaa anseer han Haimons Trusler for
toml Mundsveir; da Teiresias formaaer ham til at begrave Liget
og igjen føre Antigone frem for Dagens Lys, troer han, at
og-saa han, hvis Ord dog aldrig hidtil bar viist sig upaalideligt,
maa være underkjøbt af hans Fjender, og endelig, da han,
forskrækket ved Spaamandens Trusler, beslutter at gjøre sin Feil
god igjen, er det for sildigt. Alt, hvorpaa han tilforn har
bygget saa trygt, har nu svigtet ham; hans Søn og hans Hustru
dræbe sig selv under Forbandelser over hans Haardhed, og
Clio-ret, hvis-Raad han før saa barsk har tilbage viist, udtaler efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
