Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hans Bortgang i Slutningsordene den Lære, at fngen maa viso
Ulydighed mod Guderne: „Overmod fører Straffen efter sig og
lærer den Trodsige i de sene Aar at tænke ret”. Nu bliver
ogsaa Chorets Betydning os klar. Som velmenende, men mod*
løse Oldinge danne de en Baggrund, der egner sig vel til at
fremhæve baade Antigones og Kreons Charakterer. Deres
For-sagthed lader os stærkere føle det Store i Antigones Mod, og
overfor deres renere Følelse see vi klarere Kreons Uret; de
have ikke Styrke nok til at modsætte sig hans Villie, men
tilstrækkelig Indsigt til at fælde Dommen, da ingen Frygt
hindrer dem.
Det er i Forhold til denne Undersøgelse ligegyldigt, om
Nogen philosophisk kan bevise, at Kreons Optræden er ligesaa
berettiget som Antigoues, Antigones ligesaa eensidig som Kreons.
Iler spørges kun, hvorledes Digteren har villet, Tilskuerneskulde
opfatte Personerne. Efter Sophokles er iffi Kreons Standpunkt
det af alle Gutfer og Mennesker forladte, tilsidst ogsaa af ham
selv fordømte, og kan altsaa ikke kaldes ideelt. Der er kun een
virkelig ideel Magt i Dramaet, den,’ som gjør sig gjældende i
Antigones Sjæl, og som selv er Sjælen i Digterværket, nemlig
Agtelse for den Dødes Fred, og i det Hele Skaansel mod den
Ulykkelige. Antigone er stærkest greben af denne Idee, fordi
den Døde er hendes Broder, og fordi hun altid er trofast mod
sine Venner {telg (fikoig oQdtSg tf iXri). Ismene mangler sin
Søsters Mod, men deler hendes Følelse. Først vover hun ikke at
gaae Faren imøde, men siden fortryder hun, ikke fra
Begyndel-delsen at have staact ved Antigones Side. Kreon mangler
aldeles Øie for den ideelle Magt, derfor feiler han, og derfor
straffes han. Af hans Personlighed læro vi Intet, thi Ideen
boer ikke i ham; men af hans Skjæbne desto Mere, thi Ideen
hævder sig ved at straffe ham, idet den Haardhed, han viser
mod Andre, falder tilbage paa ham selv, og han ved Tabet af
sin Søn og sin Hustru faaer at fole, hvad Blodets Røst vil sige.
Med Antigone forholder det sig omvendt: Af hendes Skjæbno
lære vi Intet, med mindre det skulde være den tautologiske
Sætning, at den, som gaaer Faren imøde, kan rammes af den; af
hendes Personlighed læres desto Mere; thi gjennem hendes
Ord og Handling gribes vi af Ideens egen Magt; hun bringer
det Past fra Ideens Verden, som begeistrer og vækker vor
Sym-pathi uden Hensyn til det endelige Resultat. Men skal
Digtningen ikke blot være Lyrik, men et Drama, maa Ideen ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
