Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i dets første Tilblivelse, at Aischylos er Dialogens Opfinder, og
at Sophokles er den Første, som har ført tre Personer samtidig
ind paa Scenen. Det er ikke Digtere, der have benyttet en i
Forveien existerende Kunstform, fordi den nu een Gang var dem
og deres Publicum tilvant; men de have selv skabt den nye
Digtart, aabenbart fordi kun den kunde afhjælpe en Mangel, som
let klæber ved den episke Fortælling eller ved den lyriske Poesi;
fordi der var et Moment, 6om for disse Digtere var af stor
Vigtighed, og som de kun paa denne Maade ret kunde faae
frem.
Dette Moment kan ikke være den universelle Idee, som
Personen skal repræsentere; thi den bliver mig hverken klarere
eller anskueligere, fordi jeg seer Bevægelserne, horer Stemmenr
beskuer Ansigtstrækkene o. s. v.; derimod vil jeg derved bedre
kunne see og mærke det modsatte Moment, den subjective Side,
den personlige Tilegnelse, det Sjælelige eller, for Komediens
Vedkommende, det Charakteristiske. Om en og anden senere
Digter kan man sige: „Figurerne staae her kun som Bærere for
objective ideer, de have ikke meer individuelt udpræget
Personlighed, end der netop er nødvendigt for at lade dem træde frem
paa Scenen”; thi en Digter kan vel benytte en nedarvet
almindelig brugt Kunstform uden at have særlig Sands for det, som
netop tilhører denne Kunstart. Men om Dramaets Skabere
gaaer det dog ikke an at troe, at de have skabt en ny Form af
nogen anden Grund end netop den, at de vilde føre det frem,
som denne Digtart mere end nogen anden kunde anskueliggjøre.
Hvad Analysen af de enkelte Dramaer har viist os, viser
sig ogsaa ved disse almindeligere Betragtninger, at nemlig den
antike Tragedie ikke væsentlig kan have fremstillet en Conflict
mellem modsatte, ligeberettigede Ideer, at dens Tyngdepunkt
ikke ligger i de objective, universelle Principer, men i det
Subjective, det Individuelle, i det Sjælelige, som vækkes og kommer
til Frembrud under den tragiske Handling.
Naar vi nu skulle finde Grundforskjellen mellem den antike
og moderne Tragedie, maa den søges her, i det, som er det Centrale
i Dramaet, i Fremstillingen af det Personlige, altsaa i
Charak-teertegningen. Men, som vi have seet, er der i den Maade,
hvorpaa Ordet og hele den ydre Fremtræden benyttes til at
aabne Indblik i den Talendes Sjæl, ikke nogen væsentlig
For-akjel, uden forsaavidt den nyere Poesi som Renaissance tit
langsomt gjennem Studium maa tilegne .sig det, hvori Grækerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
