Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
altid vare Mestere uden at være udsatte for de mange Feilgreb
og Ubehjælpeligheder, som Kritiken atter og atter maa dadle
hos nyere Forfattere. Aldrig har man hørt om et i Henseende
til Idealitet fortrinligt græsk Drama, der havde forfeilet sin
Virkning, fordi Charakteertegningen var mislykket, medens dette
Phænomen jo idelig gjentager sig i nyere Tid, om end mere i
een Nations Litteratur end i andre.
Der ligger altsaa en Forskjel, tilsyneladende kun en
Grads-forskjel, mellem Grækerne som de fuldendte JMestere og den
nyere Tids Digtere som de svagere Efterlignere; men bag denne
Gradsforskjel skjuler sig en Væsensforskjel, idet den har sin
Grund deri, at den nyere Tragedies Hovedstyrke ligger paa et
andet Punkt.
Helleneren forholder sig kun æsthetisk til Personligheden.
Han betragter den som god og brav (xaXoxaya&6$) og føler sig
tiltalt af den, eller han anseer den for slet (<fcrrAo?l, og vender
sig fra den med (Jvillie. For den christelige Bevidsthed derimod
bærer ethvert Menneske, selv det meest fordærvede, Gudsbilledet
i sin Sjæl, og selv den meest Fuldkomne og Elskelige sukker
<iog under Synden. Derved ophæves den aristoteliske
Classe-forskjel mellem de Gode, som ere værdige Gjenstande for
Tragedien, og de Slette, som kun kunne blive Hovedpersoner i
Komedien; thi den sande tragiske Handling bliver nu den Kamp
fnellem det Gode og det Onde, som foreganer i enhver Sjæls Indre.
Man kan gjerne med Heiberg (Pros. Skrifter 4, 387) indrømme:
„Macbeth, som myrder Kong Duncan, for at berøve ham hans
Krone og Scepter, er ikke forskjellig fra den gemene Morder,
som slaaer en Mand ihjel for at tage hans Pengepung fra ham/*
Men derfor kan man dog ikke fortsætte med Heiberg: „Er nu
<den gemene Forbryder ingen tragisk Gjenstand, saa bliver han
det ikke derved, at Digteren hæver ham fra Bondestand til
-GrevcsUnd, og lader ham leve ved et Hof istedenfor paa en Kro.
Det vilde kun være at dække den indre Mangel med Purpurlapper”.
Tværtimod, den som lever under smaa Forhold, som holdes
i Tømme af sine Omgivelser og af Samfundsforholdene, maa
paa mange Maader holde sine onde Tilbøjeligheder tilbage; den
derimod, som med et fordærvet Sind forbinder stor Magt, kan
og maa ganske anderledes give sig i det Ondes Vold (see
herom f. Ex. Platos Bepublik 579 og 580), og Sjælekampen kan
derfor her fremtræde klarere og synligere end hos den, der
lever i ringere Kaar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
