Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Idet saaledes det tragiske Tyngdepunkt er flyttet, maa
og-saa Dramaets Form væsentlig forandres. Saalænge det kun gjaldt
om at lade alt det Sjælelige træde frem, som vækkes til Live
under en tragisk Skjæbne, var der ingen Grund til at lade
Dramaet voxe ud over en enkelt Situation; Tidens Eenhed blev en
naturlig Følge af Tragediens Art. Hvor derimod Digtningens
Gjenstand bliver en heel Sjæleudvikling, hvor det gjælder en
Kamp mellem modsatte Magter, der bestandig stride om
Herredømmet i Mennesket, maa ogsaa Handlingen naturlig komme til at
udbrede sig over et større Tidsrum, vi maa følge Personligheden
gjennem de mange vexlende Forhold; Actinddelingen og de
talrige Underafdelinger med Sceneforandringer blive ikke tilfældige
JJdvæxter, men organiske Led i den nyere Tragedie.
For Helleneren er Personligheden den Naturgrund, i hvilken
snart denne, snart hin universelle Magt gjør sig gjældende.
Den viser sin Beskaffenhed ved enten at være aaben og
modtagelig for alt Ædelt og Skjønt og villig give sig i det
Godes Tjeneste, eller snæverhjertet at lukke sig til for alt
Høiere eller dog for denne eller hin berettigede Magt. Der er
ikke Tale om, at Personligheden direct kan udtale sig, saalidt
som en Sangbund kan udtale hele sit Indhold; men de Toner,
.som anslaaes, kan den lade meer eller mindre fuldttonende
klinge tilbage. Indenfor Christendommen veed Personligheden,
eller har dog en Følelse af, at den er ansvarlig for, hvilke
Impulser den lader faae Raaderum hos sig. Den bliver ikke blot
en Tumleplads, hvor modstridende Følelser kjæmpe om
Herredømmet, men den føler, at den har den Pligt at vælge, og at
den maa træffe det rette Valg, hvis den ikke skal gaae til
Grunde. Sjælen vaagner til Opmærksomhed for sine egne
Stemninger og Tanker, Selvreflectionen, som i Oldtiden langsomt
arbeidede sig frem, er Nutidens Forudsætning. Digteren kan
ikke see bort fra denne Side af Sjælelivet, og navnlig kan
Tragedien ikke gaae den forbi. Den tragiske Digter maa lade
Perlonerne høit udtale de Tanker, som ellers gjemmes i Sjælens
Dyb, og Monologen, som Oldtiden ikke kjendte1), bliver et
Hovedelement i den nyere Tragedie.
*) Prologerne hos Euripides ere ikke Monologer, men direct episk Meddelelse
til Publicum. I Dramaets følgende Scener kan Monologen ikke komme
frem allerede af den Grund, at Choret bestandig er tilstede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
