Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ni vait hva, nescio quid. Denne mening skal jeg her ved en
nærmere udvikling soge at stolle.
nelckv^rr er opslået af *nev^ithv^rr, i gotisk form ni
vait livarjis, nekkvat af *nev$ithvat, nekkvi af *nev$ithvi,
adverbiet nokkur Inogensteds) af *nev$ithvar, o. s. v. I den
ældste tid brugtes i Nordisk ne almindelig som negtende
partikel foran verbet, f. eks. sol pat ne vissi Voluspå 5, som
foran mange verber i det ældste Latin. Vi må antage, at ne
med det folgende veit sammensmeltede til ett ord, gik ind
under én ordaccent, som i lat. nescio, nequeo. I Latin
sammendrages nevolo til nolo; ensartet sammendragning finder sted
i Oldengelsk, hvor det med ne forenede verbum begynder med
w foran vokal: newillan (nolie) bliver til nillan, newitan (nescire)
til nitan, newdt (nescio) til nåt. Aldeles på samme måde blev
i Oldnordisk *nev$ithv$rr til *n§ithvcrr. Overhoved kan v både
i gammelt og nyere nordisk sprog på mange måder trænges ud;
den nævnte sammendragning er lig tilfælde i vore bygdemål som
mékedag (onsdag) = mi&vikudagr, måta (scilicet) for må vita
(scire licet), lel for lika. vel.
Når bevidstheden om, at *n$ithv$rr var sammensat, ikke
fastholdtes, kunde h ikke bevares uforandret, ti li tåltes i
almindelig Oldnordisk kun i fremlyden, ikke i indlyden og
udlyden. Nu er indlydende fællesgermansk h i Nordisk ofte gået
over lil g, f. eks. einga (enesle) — got. ainalia, engi = got.
ainsliun; efter t målte istedenfor media g indtræde den
tilsvarende tenuis k, således etke (intet), der i gotisk form vil hede
*ainatohun, hvartki, i gotisk form *hvarjat ohun. Således kunde
altså formen *neitkve.rr opstå. Foran konsonantforbindelsen tkv
lettedes det tunge e* lil kort e, som qittke blev til etke (som
ordet jævnlig skrives i del ældste håndskrift af Elucidarius og i
den Stockholmske homiliebog), vvit.kat til vetkat (se min udgave
af Sæmundar Edda anmærkn. til Atlamål 32 og s. 435 a), fl^istr,
m^istr til flestr, mestr laf Grimm og fl. urigtig skrevet jléstr,
mestr), h^ilgi til helgi, o. s. v. Således opstod *netkv$rr. tk
assimileredes endelig til kk, så at formen nekkv^rr fremkom;
sammenlign ekki af etke; leccoå (d. e. létkat) i et vers af Hårek
Ira Tjotta Olåfs s. helga Chria 1853 cnp. 150 (Heimskr. cap.
168), hvor det danner helrim med eckior; lilykk, — hlytk, hlyt
ek i et vers af Kormak (Kormåks s. cap. 22 s. 214); v^tki i
helrim med gecc, altså udtalt vekki, i et vers af Stuv skald
Morkinsk. s. 118 (Fms. VI, 419); hvacki — hvatki i Ågrip Fms.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
