Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STUbENTMÖTET I SVERIGE
33
paa mig fra stranden, vi seilede ind imot, d. v. s. jeg holdt
talerne for mig selv og undrede mig selv paa, om jeg
skulde faa mod til at holde en af dem i Kalmar. Men i
Kalmar kom jeg ikke længere end til talerstolens trin;
men der sad jeg ogsaa den hele tid med det stille symbol
i mig selv: til trinet er du kommet! Da vi seilede ind til
Stockholm hin vidunderlig skjønne sommerdag mellem
legende øer og sjungende fartøier, som kom imod os og
seilede omkring os — jeg syntes øerne seilede med — da
holdt jeg atter et halvt dusin taler for mig selv og undrede
mig atter over, om jeg skulde have mod til at holde, om
bare en halv i Stockholm. Det havde jeg ikke, men jeg
sad som før i Kalmar paa talerstolens trin og svor i mig
selv, at ogsaa jeg vilde blive taler, for dette var altfor
dei-ligt... Paa veien nedover mod sjøen fik jeg saa mange
blomster som flere andre studenter tilsammen, thi min
glæde var saa vild som havde jeg i mange aar ventet paa
denne dag, og glæde tildrager glæde.»
På båten söm förde ungdomsskaran till Uppsala satte
han sig med alla sina blommor i famnen på relingen med
benen utanför, »det var for lidt at sidde indenbords» ...
»aftenens sol forgyldte Ridderholmskirkens tag og spir...
menneskeflommen foran viftede med hvide lommetørklæder,
flere tusind paa en gang og hurraerne bruste — da blev
det for mine øine til en begeistringens levende fos,
lommetørklæderne var det hvide skum, som fossen i sin kraft
kastede mod luften, hurraerne donet af dens mægtige,
pragtfulde fald i alkjærlighedens opslagne verdensfavn. Alt, alt
var storhed og sol; med blomsterne i mit fang og synet
og synerne foran mig, sad jeg i bøn til Gud, om jeg maatte
faa blive digterl... Fuld af digterlængsel gik jeg fra
indtryk til indtryk, til det sidste afskedens. Med min vert
under armen togede jeg... nedover mod dampskibene gjennem
en hilsende, viftende, blomsterkastende mængde, da pludselig
en ung jente træder frem af flokken og rækker mig en
ti. — Verdandis småskrifter. 2-’i8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
