Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
hvilte drømmende paa den graablaa, rullende Njord.
Hendes deilige lange, gule Haar havde man skaaret
bort under Sygdommen; men de tilbageblevne, korte
Krøller krusede sig saa nydeligt og rent som paa et
Englehoved om hendes fime Ansigt, og gav hende i
Forening med den blaa, noget korte, i Halsen udskaarne
Kjole et indtagende barnligt Udseende.
Som hun nu sad, kunde ikke Jan Dankert se
hendes hele Ansigt; blot en Del af. hendes Profil, den
blege, magre Kind, beskygget af de fløielsmørke, lige-
som duggede Øienhaar. Den vinterlige Eftermiddagssol
faldt med sit blege Skin i en klar Strøm over det
gyldne Haar, den hvide Nakke, den blaa Kjole, og
laante de sygelige Træk en varmere Kolorit, end de i
Virkeligheden eiede.
Jan Dankert saa paa hende, indtil hans Øine
blev vaade, og den ene Taare efter den anden sprang
nedover hans koparrede Kind; imidlertid faldt hans
Kasket paa Gulvet.
Hun vendte sig straks ved den sagte Støi, og da
hun bemerkede ham, reiste hun sig overrasket smi-
lende og gik imod ham, medens hendes Ansigt farvedes
af en sterk Rødme.
«Goddag, Jan Dankert; det var snildt, at du kom.
Jeg har tænkt saa ofte paa dig, Jan Dankert!»
Han, der altid blev flau, naar man opdagede
hans dybe Følelse, og altid sagde en Dumhed for at
skjule sin Rørelse, udbrød nu med en Stemme, der
som en Perpendikel svævede mellem Latter og Graad,
idet han hurtig borttørrede sine Taarer med Bagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
