Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vr
DT7
af sin grove Haand: «Nei, hvor lang De er bleven,
Jomfru Susanne, saa lang og tynd. Hihi!»
«Ja, jeg er vokset under Sygdommen og er bleven
høiere; saa siger Doktoren,» svarede hun bevæget,
smittet af hans dybe Bevægelse. «Min Kjole er og-
saa bleven for kort,» tilføiede hun smilende og stak
troskyldig frem sin noget store, men velformede Fod
i den broderede Fløielstøffel, hvorved Kjolens Kort-
hed endnu mere faldt i Øinene.
Hans Blik hang saa fortryllet ved den, at hun
hurtig trak den tilbage, atter dvbt rødmende.
«Jeg troede ikke, jeg skulde se Dem mere, Jom-
fru Susanne, sagde han vemodig, og naar hun vendte
Øiet udover Fjorden, sugede han ligesom 1 lange Drag
i sig hendes sarte, madonnalignende Skjønhed. Han
havde en uklar Fornemmelse af, at han engang paa
en Altertavle i Tyskekirken havde seet noget Lig-
nende.
«Gud vilde, jeg skulde leve,» sagde hun fromt,
«og jeg er saw glad derfor, saa rigtig glad. Far og
Mor er saa god mod mig, ja alle, allesammen. Og
naar man som jeg er kommen op af et dødsfarligt
Sygeleie, synes man Livet ligesom er givet En paany;
man finder det dobbelt smukt og holder dobbelt saa
meget af alle Mennesker. Ja, man er saa taknemme-
lig for det Mindste! Bare en Solstraale som denne» —
hun lagde sin Haand i Vindueskarmen, saa Solskinnet
spillede paa den — «kan nu sætte mig 1 det deiligste
Humør. Forstaar du det, Jan Dankert?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
