Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
«Hvad ler du af?» spurgte han stødt, med lidt
af den gamle Barskhed.
«Fordi det netop var det Samme, jeg havde paa
Hjertet; nemlig at Susanne burde gaa i Theatret; men
jeg turde ikke rigtig, Far, da du altid har havt saa-
meget mod dette Komediestel.»
«Jasaa?» gren Mester, og saa fnisede Mor. Begge
fandt det saa morsomt, at de begge havde tænkt paa
Et og det Samme, den Ene frygtende den Anden, og
begge samlende Mod til at sige det.
«Den «Sussen» endevender os ganske,» sagde
Mester leende. «Hun er og et velsignet godt Barn,»
sukkede Moderen med sammenkneben Mund og dob-
belt alvorlig Mine, som om hun derved vilde afbede,
at hun nys forglemte sig selv og lo ret som en
anden kaad Tøs.
«Men bare én Gang,» sagde Mester bestemt, «hø-
rer du, Mor?»
«Jaja, vi faar nu se,» svarede hun.
Og saa blev det da afgjort, at Susanne under
Petrines Ægide skulde faa besøge Theatret først-
kommende Onsdag; selv vilde ikke Forældrene gaa
med og derved «gjøre sig til Nar paa sine gamle Dage.»
Den, der blev overstadig glad, var Susanne. Hun
var nær ved at falde Forældrene om Halsen, og løb
øieblikkelig over til Moster Oline for at fortælle den
forbausende Nyhed. Hun, Susanne, i Theatret! Det
var ligesom en deilig Drøm, hvoraf hun snart maatte
vaagne — og dog var det Virkelighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
