Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
detfor paa Scenen, iog Jan Dankert forvirredes da
som en Skolegut, der gribes i Fusk.
Da de gik fra Theatret, spurgte den lykkelige,
fortumlede Susanne sin Veninde om hun ikke vilde
være med hjem og drikke en Kop The.
«Jo, gjerne, men —» hun stansede og saa paa
Jan Dankert.
«Jan Dankert maatte gjerne være med,» mente
Susanne, «det vilde netop glæde hendes Far at faa
sig en Passiar med ham.»
Jan Dankert vidste ikke, om han turde.
«Jovist turde han; de kom slet ikke til nogen
Uleilighed.»
For en Glæde! Og saa uventet! En hel Aften
sammen med Susanne! Jan Dankert vidste af Glæde
ikke, hvad Ben han skulde staa paa.
«Naa Barn, nu er du vel fornøiet?» spurgte
Moderen efter at have ønsket de uventede Gjæster
et hjerteligt Velkommen.
«Aa, Mor!» raabte Susanne, og kyssede hende,
hvad hun sjeldent gjorde, «aa Mor, jeg er saa lykkelig!»
«Du kan ikke forestille dig det, Far,» raabte
hun til denne, der stod og mønstrede hende mis-
tænkeligt, som om han frygtede, at hun i Theatret
skulde have undergaaet en ondartet Forandring, som
han dog til sin Trøst ikke opdagede. »Ja, det var
saa mageløst vakkert altsammen!»
Og nu gik hendes lille, ellers saa tause Mund
ustanselig. Hun talte om de farverige, straalende
Ridderdragter af Silke og Fløiel, om Lysekronen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
