Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
Moderen, at Stilbeden varede forlænge. Drevet af
en uforklarlig Anelse rev hun Buketten bort fra
den Syges Ansigt. Hun var død.
«Det var et gammelt Hjerteonde», sagde Dok-
toren, da han næste Dag mødte Theaterdirektøren,
«jeg har ventet paa dette længe. Sindsbevægelsen
igaar har været hende for stærk. Men stor Synd
var det, at hun skulde gaa bort, netop nu, da hun
lovte saa meget».
«Sig ikke det», sagde den gamle Direktør ve-
modigt, «jeg tror Døden her har været en venlig
Haand, der har baaret hende over en stor Skuffelse.
Thi hun var aldrig bleven Skuespillerinde.
Scenen havde kun fanget hendes Fantasi, der for- :
krøbledes i det stille, triste Hjem; men hendes-Hjerte
var ikke fanget. Hun talte kun om Musik, Lys og
smukke Dragter, hun var et elskeligt naivt Barn, der i
«Emilie» spillede sig selv og derfor henrev Publikum;
i en ny Rolle vilde hun maaske gjort Fiasco, og det
vilde have knust hende, hun, som ventede saa meget
af Fremtiden.»
En Uge efter bevægede sig med megen Høitidelig-
hed et langt Ligtog fra Nøstet over Engen til Kirke-
gaarden ved Kalfaret. Byens bedste Borgere var med
i Følget. Paa den helt blomstersmykkede Kiste— et
sjeldent Syn om Vinteren — laa en Krans af Myrther
og hvide Roser, smykkede med en hvid Atlaskessløife.
Den. var skjænket af hendes Kunstbrødre, der alle
fulgte med hende til det sidste Hvilested.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
