Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
den som for at tale, holdt pludselig inde, greb
hurtig sin Ledsagers Arm og ilede bort med ham.
Min Vens Bleghed afløstes nu af en hektisk blus-
sende Rødme. Han havde reist sig op; han udrakte
Armene, som om han vilde holde hende tilbage, medens
hans store Øine forfulgte hende stirrende, indtil hun
forsvandt ved Veiens Omdreining. Da sank han
som sønderknust tilbage paa Bænken.
«Endnu dette for at gjøre Maalet fuldt», sagde
han ved sig selv. «Aa, den Arme... Hun lider —
mere end jeg . . .»
Han havde ganske glemt, at jeg var tilstede. Jeg
mærkede, at jeg var tilovers nu, og rakte ham Haan-
den for at gaa; men det vilde han ikke; han trak mig
ned til sig med et krampagtigt Tag.
«Nei, gaa ikke ... Du skulde blot vide... . men
du skal erfare alt», Fie: han med Energi, «den hele
Historie. Bare du, kjære Ven, har Taalmodighed
til at høre den.»
«Ikke nu! Du ser saa træt ud. Det vilde an-
strenge dig formeget. Fn anden Gang, Kjære.»
«Du har Ret», sukkede han; «Jeg er saa træt,
altfor træt . ... Men du har det stærkeste Krav paa
min Fortrolighed, og du skal ogsaa faa den, snart.
Jeg tror, som du siger, at det vilde gjøre mig godt at
lette mit Hjerte . ... aa, det har tynget der saalænge ...»
Vi skiltes. En Maaned efter modtog jeg en
Brevpakke, indeholdende en Fortælling fra min Vens
Haand. Her er den:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
