Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Eksemplet, raabte høit hendes Navn, der, gjentaget af
Fjeldene, rullede klagende hen gjennem den stille Dal.
Hun lyttede med et overrasket Smil. «Aa, jeg følermig
saa lykkelig nu,» sagde hun inderligt, «men det er da
ogsaa en mærkværdig vakker Dag. Se hist, hvor So-
len leger paa Fjeldtoppen; nu gaar den snart ned!»
Kvælden nærmede sig.
Vi satte os paa Græsvolden. Dalen aabnede sig
i Syd. Der laa Fjorden i hendøende Solglans, dens
skogklædte, ligesom svømmende Holmer speilede sig
nedi med et roligt, varmt Farvespil; de her ikke
synderlig høie Fjeldrygge strakte sig til begge Sider
bølgeformig henover, brunviolette af Eneren og
Lyngen, medens en EFneboer af Birk eller Furu
stod luende paa en fremspringende Fjeldknat og
modtog Dagens sidste Solbad. Og yderst i det
Fjerne bag disse mystisk-blaanende Strækninger,
hvoraf Fantasien saa let danner et Eventyrland,
glimtede en sølvklar Stribe. Det var Havet.
Ulla, der hidtil havde været saa munter, blev igjen
taus og drømmende. Med tilbageholdt Aandedræt,
med Haanden skyggende for Øiet, stirrede hun ud-
over, fortabt i Høstkvældens vemodige Skjønhed. Jeg
saa afvekslende paa hende og paa den indslumrende
Natur, der som en mørkegrøn Baggrund fremhævede
hendes Billede. Uvilkaarlig randt mig ihu Sagnet om
Huldren, der sidder ene i Fjeldnaturen, ved sine vemo-
dige Lokketoner dragende den ubesindige Unggut til
sig, og jeg undrede mig’nu ikke længer over, at Gut-
ten fulgte og foretrak Livet i det mørke Fjeld med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
