Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
»Kom, Marianne, kom! Vi eier det, som
ikke menneskene kan skænke dig, glemsel, evig
glemsel . . . Kom Marianne, i vore arme er det
godt at hvile — «.
Men hun fik påny kraft til at modstå de
fristende selvmordstanker. Hun bad angst sit
fadervor, idet hun med tårefyldte øine så op mod
stjernerne . . . Der stod jo Karlsvognen, og der
var Jupiter og »Tvillingerne« — de samme stjerne
billeder, hun så tidt havde beundret i sin lykkes
tid nede i Bremen . . . For en pragt, for en
skønhed, for en dulmende ro! Men den gud,
som havde skabt alle disse skønne, strålende
kloder, han havde rent slået hånden af hende —
det stakkars menneskebarn.
Så gik hun hjemover. Udenfor huset stod
en ung herre, der hilste ærbødigt og forvirret,
idet hun passerte . . . Hun kasted i sekundet et
frygtsomt blik på ham . . . Han var høi og
velskabt og elegant klædt. Det var den samme
mand, som mat havde stået udenfor hendes
vindue.
Hun ilte forbi ham uden at gengælde hans
hilsen.
Hun var vred på ham . . . Hvad vilde han?
Hvad ret havde han til at hilse på hende? . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
