Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
banegaarden i Leipzig vekslede tog, var en
fremmed herre, der havde opdaget min uprak-
tiskhed, saa snil at vise mig vei og hjælpe mig
med mit tøj. Først da vi skulde skilles, erfarte
jeg, at han var fra Weimar. Med stor interesse
betragtede jeg ham. En, der havde levet hele
sit liv i Goethes stad, maatte se anderledes ud
end andre mennesker. Og jeg tog denne
uventede høflighed fra en Weimarianers side
som et godt varsel for mit besøg.
Det blev mørkt længe før jeg nærmede mig
Weimar. Hvor jeg angrede paa, at jeg ikke
havde taget fra Dresden med det første morgen-
tog, saa havde jeg nu kunnet se og beundre
Thiringens vakre natur og alle de steder, hvor-
til der knyttede sig historisk interesse.
Ved hver station spurte jeg utaalmodigt en
af mine medpassagerer: »Er vi ikke i Weimar
nu?« — Endelig naaede vi Apolda. Navnet vakte
en. dunkel etindrimø hos mig. Var det ikke i
denne by, de fattige vævere levede, som Goethe
søgte at hjælpe: — Men nu vidste jeg ogsaa, at
vi var nær maåalet: Jeg tørrede den dugvede
kupérude med mit lommetørklæde og keg uaf-
brudt udover det forbisusende landskab med dets
dale og bakker, huse og haver. Nu var jeg paa
klassisk grund . .. Alt vakte min sympati, min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
