Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Sjælens Harmoni for Fremtiden», skriver Fredrika.
I disse Ord ligger, at hun følte, hun havde endnu ikke
naaet frem til den. Denne Harmoni manglede hende
endnu stedse i religiøs Henseende, og det voldte hende,
selv i denne gode Tid, mange forpinte Timer. De
tilsyneladende Modsigelser i Verdensstyrelsen og i Bibelen kastede
hende idelig hen i mørk Tvivl. Hun var af dem, der
trænge til Lys og Klarhed; det var en uimodstaaelig Drift
i hende, men hvem kunde skaffe det?
Da lod Gud hende i Christianstad finde en Vejleder
i Mørket. Det var Pehr Johan Böklin, Kollega og siden
Rektor ved den lærde Skole i Byen, tillige præsteviet.
Han var bondefødt og endnu en ung Mand paa nogle og
tredive Aar. Med en ualmindelig filosofisk Dannelse
forbandt han en klar Tænkning og en sand kristelig Tro.
Ganske sikkert vare han og Fredrika beslægtede Sjæle,
ogsaa med Hensyn til Enthusiasme. I et Brev til hende
skrev han engang: «Deres Kald er skønt, Frøken Bremer,
Deres Bestemmelse er den ædleste, Jorden har. Ubekymret,
af Livets Besvær og egne Sorger at gaa med Himlens Trøst
ind til Jordens sørgelige Vraaer, det er en Engels Lod.
Maatte Guds Finger blive Dem tydelig og vise Dem den
rette Vej! Som en Broder vil jeg staa ved Deres Side og,
bedende og tænkende, opfatte og meddele Dem hver en
Lysstraale, som forundes mig.» Dette gjorde han ogsaa
trolig. Navnlig udviklede han Platos og de nyere
Idealfilosoffers Anskuelser for hende, altid pegende hen paa
Kristendommen som Fuldendelsen.
Der er Vidnesbyrd nok fra Fredrika Bremer selv om,
hvad hun skyldte Pehr Böklin. Hun skriver en Gang:
«Ung endnu og endnu lidet fortrolig med Synden i
Menneskehjertet, men allerede meget med Ulykken og
Lidelserne i Naturen som i Menneskelivet, fjernede jeg
mig fra Kirken med Hjertet fuldt af Bitterhed imod denne
og imod den Gud, som dér prædikedes. Men saa hørte
jeg atter af samme Kirkes Mænd Ord af Evangeliets Fylde,
Ord af Kristi Kærligheds Skat, som uimodstaaelig drog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
