Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vare opslaaede. De vildeste Rygter gik. Fr. Bremer, som
før stadig havde prist Danmark, var nu tavs, men vedblev
med sit Arbejde og holdt fast ved Haabet om en lykkelig
Udgang. Nogle trøstefulde Vers af H. C. Andersen laa
idelig paa hendes Læber. Naar Professor Bergfalk Fredag
Aften kom, drejede deres Samtale sig nu stadig om
Danmark. Og som det gik hos hende, gik det rundt om i
Sverige; i Stockholm, i Upsala og andre Steder holdtes
der Møder, der drejede sig om, at Danmarks Sag var hele
Nordens Sag. Og da den sørgelige Udgang paa Krigen
kom, blødte Fr. Bremers Hjerte derved, thi hun havde det
Broderland kært, hvor hun i sin Tid havde nydt saa
meget godt [1].
Sin literære Virksomhed fortsatte hun stadig. Med
stor Glæde saa’ hun et Tidsskrift udgaa, som særlig tog
sig af Kvindens Sag, og hun støttede det paa forskellig
Maade, ogsaa ved Bidrag til det. Under Navnet «Tidskrift
för hemmet» har det vundet fortjent Anerkendelse. Det
maa betragtes som Organ for hendes Ideer. I det fremkom
der fra hende en Artikel (1865), som vakte megen
Opmærksomhed. Den hedder: »Et Par Ord om de evige
Straffe.» Hun omtaler heri et Drømmesyn, som hun
allerede for 30 Aar siden havde offentliggjort. Hun saa’
hele Menneskeslægten samlet i en stor Sal for at modtage
sin endelige Dom, nogle fyldte med glad Forventning,
andre skælvende af Frygt. Selv følte hun ingen Frygt,
men kun Medlidenhed, og hun kunde ikke tro, at nogen
skulde fordømmes evigt. Endelig aabnedes Himlen, et
herligt Lys strømmede ind, og paa én Gang lød en Røst
som en mild Susen: «Frygter ikke! Det er mig!» Og de
saa’ nu alle Menneskens Søn med Armene rakte ud imod
dem, Hænderne gennemstungne og et dybt Ar ved Hjertet.
Atter sagde han: «Følg mig!» Og alle fulgte efter ham
frem mod et ukendt Maal; mange hjalp hverandre for at
komme afsted, mange bleve hjulpne af Engle. Opad drog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
