Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Undervisningen i psykologi i den første tid ved Kristiania universitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1911. No. 3.
psykologiens historie i norge.
37
stændig verk i filosofien kunde han ikke se tilbake paa; skrevet noget har
han likesaalitt som de andre filosofer i dette avsnit.
Allikevel var den aandfulde mand ogsaa i denne stilling noget
mere end en eftersnakker. Den moderetning som just nu holdt sit
indtog inden den akademiske undervisning, var Hegels filosofi. Det kan
fremhæves at Welhaven møter den med reserve. Til at stanse
retningens fremtrængen var han ikke manden; dertil var han for »letbevæbnet«,
og hans egen fremstilling tar ved leilighet farve av hegelsk dialektik.
Men han kritiserer grundvæsenet i den hegelske metafysik, som han
træffende kalder »et spil med hjælpeverber«. I psykologien er der et
og andet som fortjener at mindes med nogen ros hos Welhaven. Han
forstod, efter det hans tilhørere har kunnet vidne om, at gjøre den
fængslende ved mange exempler fra store mænds liv1. Nu er der vel
for denne videnskap ikke altfor meget at vente fra en slik kilde. Men
oplysningen kan utfyldes med andre, som sier noget mere. W.
bestemmer psykologien som erfaringsvidenskap og henviser til at man
gjør fremskridt i den ved at iaktta sig selv og andre; at metoden ikke
bør være forskjellig fra den som gjælder granskningen av naturen. I
de forelæsninger i manuskript som findes efter W. paa
universitetsbiblioteket (smlgn. navnlig et som er skrevet av F. Brandt), findes, blandt
endel muggen scholastik, ogsaa endel som virkelig kunde være
veiledende og oplysende om psykologiske begreper. W. er nok endnu
fangen i den gamle lære om ulike og indbyrdes selvstændige aandsevner:
skarpsindighet, dømmekraft, forstandighet, vittighet, indbildningskraft osv.,
men han gir paa samme tid vel gjennemtænkte definitioner av de
forskjellige funktioner inden det høiere aandsliv og træffende ord om
følelserne, især de æstetiske. Blandt sanserne faar særlig synet en
utførlig omtale, og W. fremhæver hvor rike og mangfoldige enkeltheter
i vort sjælsliv der just knytter sig til synsindtrykkene. W. paapeker
hvor direkte forenet denne sans arbeider sammen med
aandsvirksom-heten. »Det er«, sier han etsteds, »det eneste sanseorgan, der med en
kjendelig betegning fælder en dom over det modtagne indtryk under
selve iagttagelsen« 2.
I en sammenhæng der W. kjæmper mot materialismen, fremhæver
han med styrke et begrep som ogsaa virkelig er nøklen til forstaaelse
• 1 Arne Løchen, J. S. Welhaven s. 518 fg.
2 Med speciel hentydning til den optiske rum-sans tillægger senere H. Lotze († 1881)
synet en lignende rolle, idet samtidig med en irritation av nethindens rumpunkter skal
følge en selvstændig virkning av sjælen som stedsbestemmende (teorien om
lokal-1 punkterne).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
