5 Dagen efter sit Komme gik Viktor en Tur ud i Klitterne. Drengen saa dog ikke som ellers glad og tilfreds ud. Han bar paa en Hemmelighed, som han ikke havde fortalt sin Fader, — som han ikke turde fortælle ham, og den tyngede svært paa hans unge Sind. Tankefuld slentrede han af Sted og iagttog Maagerne, som udstødte hæse Skrig og flagrede hen over Søen. Nu og da slog de ned paa en Fisk, der vovede sig for højt op i Vandskorpen. Med eet opdagede Viktor en Skikkelse nede paa Strandbredden. »Endrus!« raabte han glad. Da den anden ikke syntes at høre Raabet, satte Viktor begge Hænder for Munden og skreg endnu en Gang: »Endrus!« Viktor stod højt oppe paa Klitten, hvor hans Skikkelse tydeligt tegnede sig mod den klare Aftenluft. Ved det gentagne Raab saa Endrus op og fik Øje paa den anden. »Endrus, Endrus, kom herop,« raabte Viktor igen. »Kravl op ad Kløften.« »Halløj, Viktor, er det dig? Nu kommer jeg,« lød Svaret. Viktor gik rask hen imod Kløften for at vente paa Vennen, der møjsommelig arbejdede sig op. Imens havde Viktor Lejlighed til at iagttage den unge Lithauer. »Endrus har sandelig ikke forandret sig til sin Fordel,« tænkte han. Eller havde Viktor maaske ikke tidligere lagt Mærke til, hvor lidet tillidvæk-