4 det jævne, slidsomme Arbejde. Han levede snart hist, snart her, var Skovmand, Stenhugger, Sømand, alt eftersom Lejlighed bød sig; men ret længe holdt han ikke fast ved en Stilling. Ofte forsvandt han i flere Maaneder for saa med eet at dukke op igen og i Kroer og Kipper slaa om sig med Mønt og brovtende Ord. Men hvorfra han havde sine Penge, vidste ingen. Ude ved »Kurische Nehrung« ligger det mægtige Fyrtaarn, og bag ved det har en hel By rejst sig — midt i den vilde Klitørken. De fleste af Indbyggerne ernærer sig som Ravdykkere og tjener ved det brydsomme Arbejde netop nok til Livets Ophold. Her ligger ogsaa et stenmuret Hus, hvor Direktøren for Ravværket bor. Direktør Hellvigs femtenaarige Søn, Viktor, og Endrus Stakulis havde fra Barndommen af været Legekammerater; men efterhaanden som Aarene gik, gled de længere fra hinanden. Viktor mistede nemlig sin Moder og blev et Aars Tid efter sendt til Berlin for at gaa i Skole paa et saakaldt Gymnasium. Da han første Gang kom hjem i Ferien, var Endrus draget ind i Landet, man vidste ikke hvor, og det samme hændte tilfældigvis siden, hver Gang Viktor var hjemme. De to Legefæller saa ikke hinanden i flere Aar, og Direktøren var veltilfreds med, at Venskabet paa den Maade fik en Afbrydelse. Nu var Viktor atter kommet til den hjemlige »Ravby«, og da han hørte, at Endrus for Tiden ogsaa var der, glædede han sig til at gense den fordums Legefælle.