7 sagde han, »men jeg vilde kun ønske, at jeg enten var kommet der som mindre eller ogsaa slet ikke.« »Hvorfor det?« spurgte Endrus forundret. »For det er svært at vænne sig til et nyt Liv, kan du tro! Far mente jo at gøre det saa godt for mig ved at sende mig til sin Ungdomsven, der nu er Professor i Berlin. Der kunde jeg blive opdraget sammen med hans Søn, men — —« »Du kan maaske ikke lide ham,« indskød Endrus deltagende. »Jo, saamænd kan jeg lide ham; men han er alt for skikkelig. Jeg vilde ønske, han ikke var saadan et Pragteksemplar.« »Og det er du maaske ikke?« spurgte Endrus. »Jeg kan ikke gøre for det,« blev Viktor ved, »herhjemme fra var jeg jo vant til at tumle mig ude, saa snart Skoletimerne var forbi. Og dog gik det ikke ud over mine Lektier. Heller ikke har jeg gjort værre Streger end de fleste andre Drenge.« »Du har altid været en skikkelig Fyr,« stadfæstede Endrus. »Men synes de da ikke det i Berlin?« »Nej — nej! I Førstningen fandt jeg det jo morsomt at se saa meget nyt; men der er ingen, der forstaar mig, og ingen, jeg kan slutte mig til. Henrik sidder altid med Næsen i en Bog, og hans Fader er virkelig rædsom kedelig, skønt jeg egentlig godt kan lide ham. Professorinden har jeg ikke engang vovet at nærme mig til, hun er altid saa fornem paa det. De sidder i det hele taget alt for meget indendørs i den Familie. — Og saadan er det da kommet,« føjede han til efter en Pavse.