10 »Ja, men Smugleri er uærligt,« indvendte Viktor. »Det synes jeg ikke,« mumlede Endrus. »Vi fattige Folk ser ikke paa den Sag som I andre,« vedblev han, »Lysten ligger mig nu engang i Blodet. Jeg har arvet den efter min Far og Bedstefar.« »Men er du aldrig blevet nappet?« spurgte Viktor. »Nej, aldrig!« »Saa har du vel nu Lommen fuld af Sølv og Guld?« sagde Viktor spøgende. »Nu undrer det mig dobbelt, at du er kommet tilbage.« Den unge Lithauer svarede ikke, og Viktor puffede opmuntrende til ham. »Naa, vær nu ikke saa tvær, Endrus,« bad han. »Sig mig, hvorfor du ikke blev ved Grænsen? Der ligger naturligvis en eller anden spændende Historie bagved.« Medens de talte, var det blevet helt mørkt; men Fyrtaarnet kastede et blændende Skær hen over Kysten og ud over det bølgende Hav. Lyset faldt netop paa de to Knøse, og Viktor saa overrasket, at hans Kammerat sad helt sammensunken og havde skjult Aasynet i sine Hænder. »Endrus, hvad er det med dig?« spurgte Viktor og lagde sin Haand paa hans Skulder. »Rør mig ikke,« raabte Endrus og rettede sig hurtigt. »Jeg mener dig det jo saa godt,« ytrede Viktor venlig. »Ja, det ved jeg; men anede du, hvad jeg har gjort — —« Endrus fuldendte ikke Sætningen, og Viktor tog atter Ordet: