12 »Jeg skal aldrig sige til en levende Sjæl, hvad du har gjort. Fortæl mig, hvad det er, og let dit Hjerte.« Endrus kæmpede øjensynlig med sig selv. »Det, som jeg har gjort,« sagde han endelig sagte, »ønsker jeg af hele mit Hjerte ugjort. Mere kan jeg ikke sige dig — ikke sige til noget Menneske — nej, aldrig!« Han rejste sig og blev borte i Mørket, inden den anden kunde fremføre et eneste Ord. Viktor sad et Øjeblik stille og grundede — saa gik han hjemad. Lysene i »Ravbyen« skinnede ham i Møde, og han kunde tydelig skelne Lampen i Faderens Årbejdsværelse. Han tænkte paa, hvor mange Gange han tidligere havde gaaet samme Vej med Lommerne fulde af Sten og Planter fra sine Udflugter, hvordan han glad kom løbende hjem for at vise sine Forældre Udbyttet af Turen, og hvordan han nu knap turde møde sin Faders venlige Blik. Aah, havde han dog talt helt ud i Gaar! Endrus havde en Hemmelighed at bære paa — var den tungere end hans? Det, syntes Viktor, var umuligt. ANDET KAPITEL. Paa Dykkerflaaden. Klokken var allerede mange, da Viktor vaagnede næste Morgen. Han sprang rask ud af Sen-