13 gen og skyndte sig i Tøjet. Da han kom ind i Spisestuen, fandt han sin Morgenmad rede; hans Fader stod tidlig op og havde spist for længe siden. Men Direktøren undte gerne Drengen at sove længe den første Feriedag. Lige da Viktor havde sat sig, hørte han Faderen kalde, og med tungt Hjerte gik han ind i det tilstødende Arbejdsværelse. Hellvig modtog ham med et: »Naa, din Syvsover, er du endelig der? Nu har du da for en Gangs Skyld faaet udsovet.« »Jeg laa saa længe vaagen i Gaar Aftes,« svarede Viktor og slog Øjnene ned for sin Faders Blik. »Jeg har ogsaa ligget vaagen og tænkt paa det, du fortalte mig i Gaar,« sagde Direktøren alvorlig. »Nu kommer jeg for sidste Gang tilbage til det, og saa taler vi aldrig mere om den Ting. — Du ved, min Dreng, jeg under gerne de unge en uskyldig Glæde, men at gøre Gæld for Øl og Vin og Tobak, som kun skader Sundheden, det burde du have Straf for. Dog vil jeg denne Gang slaa det i Glemmebogen, men saa maa du ogsaa for Fremtiden holde dig fra den Slags og fra de daarlige Kammerater. Det er ikke saa svært, som du maaske tror. — Se, min Ven, her har du tyve Kroner til at betale Gælden med, og hvad der bliver tilbage, kan du bruge til at gaa i Teatret for og se et eller andet godt Stykke, kun ikke til Øl og Spiritus og den Slags, hører du? Jeg haaber, det hele vil være dig en gavnlig Lære. Og saa er den Sag afgjort, min Dreng!«