16 da Viktor naaede derud, og han maatte slaa sig til Taals en Stund endnu. »I Dag kan man se Dykkerne særlig godt,« sagde Opsynsmanden. »Det er sjældent, at Havet er saa klart!« Viktor lagde sig paa Knæ ved Rælingen og saa ned i Vandet, der havde en dejlig lysegrøn Farve og var saa gennemsynlig som Krystal. Dybt nede paa Bunden stod en uformelig Skikkelse i sort Gummidragt. Paa Hovedet havde han en Kobberhjelm med »Glasruder« i, og en Metaltornister bar han paa Ryggen. Om Livet havde han bunden en Sæk til Ravet, og i Haanden holdt han en Hakke til at vende Stenene med. Under disse findes jo tit det kostbare »Havguld« Ravet. Om Livet havde Dykkeren ogsaa Signallinen, hvis anden Ende blev holdt af en Mand i Baaden. »Hvor det maa være trættende!« udbrød Viktor fuld af Medfølelse. Han vidste, det var allerede svært nok at bære den tunge Dykkerdragt og tillige, at Dykkeren skal vende Stenene og søge Ravet snart staaende, snart knælende, snart liggende fladt paa Havbunden, for at hver Plet kan blive omhyggelig efterset. Og saa den knappe Tilførsel af Luft gennem Slangen! Viktor snappede efter Vejret alene ved Tanken. Der gaar altid to Dykkere ned ad Gangen, og nu kom den anden til Syne lidt borte; men man kunde tydelig se, at han ikke var nær saa hurtig i Vendingen, som Frederik Werner. »Han er vist træt,« forklarede Opsynsmanden, »det var nemlig slet ikke hans Tur. Dykker Møller