15 »Jeg tænker, han selv indsaa, de ikke havde Raad til det. Vi tager ellers nødig saa unge Mennesker til Dykkere; men han fik Lov til at gaa Dykkerskolen igennem, og nu er han en af vore flinkeste Folk. Han har oven i Købet et Par Gange faaet Præmie.« »Det er alligevel Synd, Far! Han var saa flittig og saadan et udmærket Hovede. Hvor det er sørgeligt, at alle hans Planer ikke blev til noget.« »Det lader dog til, at han er meget ivrig i sin nye Virksomhed,« mente Direktøren. Viktor svarede ikke; men et Øjeblik efter rejste han sig fra Bordet og skød Stolen ind. »Tak for Mad, Far! Naar jeg maa sejle ud til Frederik, saa gør jeg det med det samme.« »Ja, gør det, min Dreng!« Mens Viktor skyndte sig ned til Stranden, spekulerede han stadig paa den overraskende Oplysning, at Frederik Werner var bleven Dykker. Frederik var hans anden gode Barndomsven, og Viktor saa ligefrem op til ham, saa dygtig og flink han altid var. Da Viktor kom ud af Døren, fik han straks Øje paa den velkendte Dykkerflaade. Fyrretyve Baade laa for Anker derude, nogle temmelig nær ved Land, andre længere borte. Smaa Joller løb stadig frem og tilbage mellem Baadene og Kysten for at bringe Ravet i Land, og Viktor sprang ned i en, som netop skulde ud igen. Snart skød den af Sted over Bølgerne henimod en af de længst bortliggende Baade. Frederik Werners Arbejdstid var ikke omme,