18 blev daarlig dernede og gav Nødsignal, saa steg han der ned i Stedet, skønt hans to Timers Hviletid endnu ikke var omme.« Møller laa paa en Sæk i Nærheden og saa bleg og lidende ud. »De kan da umulig lade Møller stige ned igen i Dag,« hviskede Viktor. Opsynsmanden trak paa Skulderen. »Hvad skal jeg gøre? Han vil naturligvis selv ned igen for ikke at miste noget af sin Dagløn. Men han holder det ikke ud i Længden.« Viktor saa medlidende paa den medtagne Dykker. Siden Kammeraten ogsaa var ved Arbejdet, følte Viktor paa en hel anden Maade end før, hvor trist og farefuldt Dykkerlivet var. — Endelig kom Afløsningen. Langsomt steg Dykkerne op til Overfladen, og man skyndte sig med at skille dem af med Dykkerdragten. Frederik havde straks genkendt Viktor og hilste ham med et Blik. Han kunde ikke smile, for han havde endnu Luftslangens Mundstykke klemt fast mellem Tænderne. Opsynsmanden vejede hans Ravsæk i Haanden og sagde venlig: »De vil nok tjene en Præmie igen i Dag, Werner?« »Det havde jeg ikke noget imod,« svarede Frederik muntert og vendte sig til Viktor, der holdt sig lidt tilbage, saa længe de tjenstlige Sager blev varetaget. »Velkommen hjem, Viktor,« tog den unge Dykker hjerteligt Ordet. »Hvor det er morsomt at se dig igen.«