19 »Du maa endelig sige til, hvis du vil sove i din Fritid, for saa vil jeg paa ingen Maade forstyrre dig,« sagde Viktor. »Nej, Tak, endnu er jeg ikke træt; men en Kop Kaffe og noget Mad maa jeg have. Kom med hen i Forstavnen.« Man hørte en Plasken, som tilkendegav, at det andet Dykkerpar steg ned i Vandet, derpaa blev alt roligt, kun Luftpumpen arbejdede afmaalt og støt. nm Viktor iagttog Vennen, mens denne drak sin Kaffe og spiste en vældig Rundtenom. Han syntes ikke, at Frederik havde forandret sig en Smule. De blaa Øjne saa lige venlige og trohjertige ud, men en ældre havde maaske opdaget det bestemte Træk ved Munden, som ikke tidligere havde været der. »Jeg søgte dig allerede i Gaar; men du var ikke hjemme, og først i Dag hørte jeg af min Far, at du er bleven Dykker,« sagde Viktor. »Hvordan er def dog gaaet til? Det er mig ufatteligt, at nogen kan synes om det Arbejde, og det siger Far, du gør.« Den unge Dykker saa sørgmodigt ud over Havet og sukkede dybt. »Frederik,« raabte Viktor, »du finder da ikke dit Arbejde lige saa skrækkeligt som jeg?« Frederik vendte sig rolig imod ham: »Men Viktor, bliv dog ikke saa ophidset. Det lader sig nu engang ikke ændre, og jeg kan maaske nok vænne mig til det med Tiden.« »Naa, saadan er det fat,« mumlede Viktor. »Nu skal du høre, hvordan det gik til. Du ved or