24 over Havet, i det samme brød Maanen gennem de splittede Skyer, og man kunde med blotte Øjne tydelig se den strandede Skonnert. Snart blev den hævet højt op af Bølgerne, snart sank den saa dybt ned i en Bølgedal, at man kun øjnede Masterne. Nærmere og nærmere drev Skibet til det farefulde Rev — stødte det paa Grund, vilde det snart være knust af Bølgerne. Nogle Minutter gik. Saa hørtes der trods Vindens Susen et gennemtrængende Skrig ude fra Skibet. Det stod paa Revet. »Klar! Stød fra — i Guds Navn,« raabte Fiskernes Fører. Og Baaden stak i Søen. Der fulgte en ængstelig Ventetid for Folkene paa Strandbredden. Skonnerten holdt sig endnu, og Bølgerne slog stadig over den. Ladningen blev lidt efter lidt skyllet over Bord og drev imod Land. Pludselig faldt det Viktor ind, at han slet ikke havde set Endrus Stakulis ved Stranden; han var maaske i Baaden derude. Den dristige Smugler var nok den første til at vove Liv og Lemmer ved den farefulde Færd. Paa Strandbredden kunde man ikke mere øjne Baaden. Viktor og Frederik løb derfor hurtigt op ad Trappen for at holde Udkig fra Klitten. Men næppe havde de naaet Toppen, før de brød ud i et Jubelraab. »De er allerede paa Tilbagevejen, Gud være lovet!«