23 Næsten alle Mændene fra Ravbyen var samlet dernede. »Er det en Stranding?« spurgte Direktøren og holdt Kikkerten for Øjet. »Der er en Skonnert i Havsnød ude ved Revet,« svarede en af Folkene. »Det lader til, den har faaet en Læk. Mandskabet arbejder ved Pumperne,« ytrede Direktøren. »Den kommer næppe over Revet,« mente Strandvagten. Tolv Mænd i vandtætte Olietrøjer og Sydvest skød nu en stor Fiskerbaad ned imod Vandet. Der var ingen Redningsbaad i Ravbyen, og inden Baaden fra den nærmeste Redningsstation kom, vilde Skibet derude forlængst være slaaet i Kvag af de mægtige Bølger. Det gjaldt altsaa om at faa en almindelig Baad derud, ellers vilde Mandskabet være redningsløst fortabt. Alle trængte sig om Baaden; enhver var rede til at vove Livet for at frelse de skibbrudne. Viktor banede sig Vej hen til Frederik Werner, der stod tæt ved Baaden. »Skal du med, Frederik? Det vil jeg ogsaa,« raabte Viktor. »Snak, Dreng, du bliver her, ligesom jeg selv,« bød hans Fader. »Jeg skal heller ikke med nu,« imødegik Frederik. »Far vil ikke have, at vi begge tager ud paa een Gang — for Mors og mine Søskendes Skyld, fatter du. Ellers tog jeg selvfølgelig med. Jeg har jo før været ude at bjerge Folk i Nød.« Fyrtaarnet sendte et blændende Lysskær ud