26 Den frelsende Baad naaede uskadt tilbage til Strandbredden, hvor Fiskere og Dykkere kappedes om at modtage den. Men Viktor lagde Mærke til, at Endrus ikke var mellem Redningsmandskabet. »Hvordan gaar det?« — »Er alle frelste?« »Er der flere derude?« raabte man i Munden paa hverandre. I Baaden laa seks blege, udmattede Mænd, som hurtig blev hjulpne i Land. »Det er Russere,« ytrede Werner, Frederiks Fader, der som mange af Folkene i Lithauen kunde lidt russisk. »De fleste forstaar ikke vort Sprog.« »Saa forstaar de nok dette hersens,« sagde en Arbejder fra Ravværket og rakte en Snapseflaske til en af Russerne. Matrosen drak hastigt og lod Flasken gaa videre til Kammeraterne, derpaa faldt han den overraskede Arbejder om Halsen og kyssede ham paa begge Kinder. Fiskerne fortalte nu, at Kaptajnen og to Matroser var skyllet over Bord, inden Baaden naaede Skibet, men Kaptajnens tolvaarige Søn var endnu derude. Han var saa fortvivlet over sin Faders Død, at han ikke paa nogen Maade vilde ned i Baaden. Den var lige ved at kæntre, og man maatte støde fra uden at kunne faa Drengen med. En dyb Tavshed fulgte paa denne Meddelelse. Altsaa var der endnu et Menneske tilbage paa Vraget! Skulde man after sætte ti Menneskeliv paa Spil — denne Gang kun for en Drengs Skyld?