27 Ingen meldte sig til et nyt Forsøg. Da lød Frederik Werners Røst: »Jeg har en lille Bror paa samme Alder som Drengen derude. Jeg vil vove Farten.« »Amen,« sagde hans Fader. »Hvem gaar med, Kammerater? Men det haster.« Strandvagten, der var en gammel Mand og allerede havde været med til mange Strandinger, udbrød: »Spørg ikke: Hvem gaar med? Men hellere: Hvem bliver tilbage?« Hans Ord fængede. I et Nu var de ti Mand rede, og Baaden gled atter gennem Brændingen. Folkene kæmpede sig tappert frem, og man nærmede sig allerede Vraget; men ingen kunde faa Øje paa den ulykkelige Dreng. Havde man vovet Færden til ingen Nytte? — Skibet laa indeklemt mellem nogle store Sten paa Revet og var allerede halvt sunket. Det truede hvert Øjeblik med at skilles ad; men Frederik vilde ikke vende tilbage uden at kende Drengens Skæbne. Tovet, som Mandskabet var gledet ned ad, hang der endnu; men først efter flere forgæves Forsøg lykkedes det Frederik at faa fat i det og klatre om Bord. Han opdagede et svagt Lysskær henne i Bagstavnen og styrede sine Skridt derhen. Lyset viste sig at komme fra Kahytten, og Frederik saa en Dreng sidde dernede og stirre alvorligt paa et Krucifiks, som han holdt i Haanden. Den ene Arm havde han slynget om Halsen paa en sort Pudelhund, og med sine trofaste Øjne