31 Et Øjeblik stod han uvis. Natten var ikke mørk, og det var temmelig varmt. Hans Fader vilde saamænd ikke have noget imod, at han gik lidt ned ved Stranden igen; men Hoveddøren var laaset, saa han maatte springe ud af et Vindue. I Ravbyen var alt tyst og stille. Det var næsten ufatteligt, at det var det selvsamme Sted, hvor der for en Time siden herskede saa stærkt Røre. Ogsaa Stranden var helt øde; men Maanen skinnede klart, og Viktor gik rask fremad langs det brusende Hav. Uden at han tænkte over det, var han naaet et godt Stykke forbi Kløften. Han vilde vende om, men fik i det samme Øje paa noget mørkt, som laa et lille Stykke borte. Maanen gik netop bag en Sky, saa han kunde ikke tydelig se, hvad det var. »Sikken en tyk Bunke Tang,« tænkte han. »Jeg maa nok herned i Morgen og se, om der skulde være Rav i den.« Men nu brød Maanen atter frem af Skyen, og det gav et Sæt i Drengen. Han opdagede nemlig, at det var et Menneske, som laa paa Strandbredden, rimeligvis en af Russerne, der var skyllet op af Bølgerne. »Jeg maa løbe efter Hjælp!« tænkte han, men gik i det samme et Par Skridt nærmere. Nu saa han tydelig den skibbrudne. Han maatte være død, for han var helt bleg og laa urørlig med lukkede Øjne; men ved hans Side funklede der noget, som fik Viktors Hjerte til at banke, saa han maatte staa stille. Ved Bæltet