38 »Saa, min Dreng, nu bliver du rolig liggende, til jeg kommer igen, hører du?« sagde han. »Jeg løber kun over til Doktoren.« »Aah, Far, Far, gaa ikke fra mig — jeg tør ikke være alene,« raabte Viktor. »Nu kommer Lise herop til dig, du skal naturligvis ikke ligge alene, Barn,« sagde Faderen trøstende. Men da Direktøren bøjede sig over ham og tog hans Haand, stødte Viktor ham tilbage: »Nej, nej, gaa! — Vær ikke saa god ved mig, rør mig ikke!« Den ulykkelige Dreng troede, han skulde miste sin Forstand ved Tanken om Nattens Hændelser. Lidt efter vendte Direktøren tilbage med Lægen. Viktor var stadig lige ophidset, og den venlige Pige Lise forsøgte forgæves at berolige ham. »Det er et Nervelilfælde som Følge af Spændingen,« mente Doktoren. »Lad ham ligge i Ro, sove saa meget som muligt og giv ham dette Pulver.« Direktøren fulgte med Doktoren ud, da hans Nærværelse øjensynlig ophidsede Drengen. Saadan vilde Viktor ogsaa helst have det. Han gyste for, at der skulde komme nogen i Nærheden, som kunde høre, hvis han talte i Søvne eller i Febervildelse. Aah, bare han ikke blev syg, saa han ikke mere vidste, hvad han sagde. — — Med tungt Hjerte sad Direktør Hellvig næste Dag i sit Arbejdsværelse. Han var ræd for sin Søns Tilstand, og fremfor alt var han rystet over den øjensynlige Angest, Viktor nærede for ham.