40 »En Klage over, at han er bleven bestjaalet, mens han laa afmægtig paa Strandbredden,« sagde Direktøren, idet han hurtig læste Brevet igennem. »Hundrede Rubler — to Hundrede Kroner i Guld og henimod fyrretyve Kroner i Sølv. — Og derfor vil De naturligvis gerne selv tale med ham.« »Forstaar sig — uden Werners Hjælp,« genmælede Politibetjenten. Hellvig studsede. »Hvad mener De med det?« Martens trak paa Skulderen. »Jeg mener kun — naar man overvejer alt, er det højst rimeligt, at en af dem eller maaske begge er indviklet i Sagen. Det hedder sig jo, at det var den unge Werner, som fandt Kaptajnen paa Strandbredden.« »Paa Frederik Werners Ærlighed vil jeg aflægge Ed,« imødegik Direktøren heftig. »Nej, Martens, der gaar De sikkert galt i Byen.« »Sagen er da i hvert Fald vigtig nok til at forfølges,« mente Martens. »Jeg gaar straks med Dem,« udbrød Direktøren. Han syntes, han maatte gøre alt for hurtigst mulig at fjerne Mistanken fra Viktors Ven. — Hverken Frederik eller hans Fader var hjemme, da de naaede derned; men Direktøren sendte straks Bud ud paa Dykkerflaaden, at Frederik skulde afløses. Imidlertid fremførte Demikoff sin Klage. Han fortalte: »Allerede inden Skibet stødte paa Revet, blev jeg og to Matroser skyllet over Bord af en vældig Styrtesø. Jeg saa ingen af dem mere,