41 men jeg selv kom derimod snart op igen, og det lykkedes mig at faa fat i en Planke fra Ladningen, som allerede delvis var gaaet over Bord. Saadan flød jeg om, indtil jeg endelig blev slynget op paa Land af en stor Bølge. Da samlede jeg mine sidste Kræfter og krøb lidt højere op paa Bredden, for ikke at blive skyllet væk igen. Længe laa jeg i en Døs. Saa huskede jeg med eet paa min Taske, som jeg havde spændt om mig, da jeg saa, Skibet var fortabt. Jeg greb efter den og vilde aabne den, men jeg kan ikke huske, om det lykkedes mig. Jeg maa være daanet i det samme. Da jeg vaagnede igen, var det her i Huset under Lægens Hænder, og her fandt jeg min bedste Skat — min Søn, som var bleven frelst af disse brave Mennesker.« »Og Deres Pengetaske, hvor er den?« spurgte Martens. »Hr. Werner har hængt den til Tørring. Han tog Skibspapirerne og den lille Rest Penge ud og lagde dem i sin Skuffe,« svarede Kaptajnen. Baade Direktøren og Martens følte, at han ikke nærede den ringeste Grad af Mistro til Werners, og Martens fandt det derfor bedst ikke at gaa nærmere ind paa det kildne Spørgsmaal. Han nøjedes med at fortælle Kaptajnen, at der allerede var indløbet Melding fra Nabosognet om Vraggodset. Til Slut spurgte han, hvem der havde skrevet Klagen. »Det har den unge Werner,« svarede Kaptajnen. Endelig kom Frederik selv, og med ham hans uadskillige Venner i hans Fritid: Wladislaw og Pluto.