44 »Naa,« blev Martens ved. »Kan De ikke svare? Hvad lavede Werner for et Ansigt?« Frederik blegnede og saa forfærdet over paa Direktøren. Denne undgik at møde hans Blik og rettede et ligegyldigt Spørgsmaal til Kaptajnen. »Naa, hvad lavede han for et Ansigt?« gentog Martens. »Ja, naar jeg endelig skal sige det. Hjemme har jeg en lille Dreng; naar han om Julen kommer ind til Juletræet, straaler hele hans Aasyn af Glæde. Paa ham tænkte jeg, da jeg saa Werner,« lød Karlens Svar. »Det er godt, nu kan De gaa.« Martens lod endvidere Frederik nævne Navnene paa de andre Folk, der havde hjulpet at bære Kaptajnen, og skrev dem op. Derpaa rettede han endnu nogle Spørgsmaal til Ynglingen, som svarede kort og knapt. Martens mærkede, at han havde mistet sin Frimodighed, og et talende Smil fløj over Politimandens Aasyn. Frederik lagde Mærke til Smilet. Han for sammen og blegnede igen. Da slog Martens sit store Slag. Han vendte sig til Direktøren, idet han dog stadig holdt Øje med Frederik. »Hr. Direktør, vil De spørge Kaptajnen, om der har været noget paafaldende ved Werners Adfærd? Om han har lagt Mærke til noget mistænkeligt?« En flammende Rødme afløste Frederiks Bleghed; men intet Udraab, ingen Lyd kom over hans Læber. Hans Øjne hang i Spænding ved Kap-