43 »Var den da aaben eller lukket,« fortsatte Politibetjenten sit Forhør. »Tasken? Det husker jeg ikke,« svarede Knøsen. »Men da jeg saa mig om bagefter, opdagede jeg, at den var aaben, og at der laa nogle Pengestykker i Sandet. Jeg blev ræd, for jeg troede, den var gaaet op for mig, og Pengene var trillet ud. Saa skrabede jeg sammen, hvad der var, og lagde det i Tasken, og bagefter, da jeg havde hentet Hjælp, og Kaptajnen blev løftet op, lyste jeg endnu engang rundt paa Stedet. Men jeg fandt ikke mere.« »Lagde De Mærke til, om der var Fodspor i Sandet?« spurgte Martens. »Nej, det gav jeg ikke Agt paa. Der gaar altid saa mange ved Stranden, saa det tænkte jeg ikke over. Dengang vidste jeg jo heller ikke, at der var stjaalet fra Kaptajnen.« »Kan jeg komme til at tale med de Folk, som hjalp at bære Kaptajnen?« lød Betjentens næste Spørgsmaal. »Jeg saa lige en af dem,« svarede Frederik, »han er Karl ovre i Værtshuset.« I Løbet af et Par Minutter kom Manden til Stede. Politibetjenten spurgte ham om alt muligt, hvilket undrede Frederik, da han ikke syntes, det havde noget med Tyveriet at gøre. Men han studsede, da Martens spurgte: »Hvordan saa Werner ud, da han kom for at hente Dem?« Karlen spilede Øjnene op og svarede ikke. Han fattede slet ikke Meningen.