48 vende Læber. »Men Direktøren skal have Tak, at De talte saa varmt for mig.« Han vilde sige mere; men Røsten svigtede ham, og han gik bort med en stum Hilsen. Ingen af de tilbageblevne vovede at følge ham, ikke engang-Wladislaw. Allerede ved Middagstid vidste hele Ravbyen, at den russiske Kaptajns Penge var borte, og at Frederik Werner var mistænkt som Tyven. Frederiks Fader blev først som lamslaaet af Skræk, da han hørte dette, og derpaa blev han helt rasende over det forefaldne. Frederik søgte forgæves at berolige ham: »Martens troede jo kun at gøre sin Pligt,« sagde han. »Kære Werner, det gør mig forfærdeligt ondt, at jeg er den uskyldige Ophavsmand til alle disse Krænkelser,« faldt Kaptajn Demikoff ind, »og jeg fatter saa godt, at det maa være Dem pinligt at have mig til Gæst under disse Forhold. Derfor maa min Søn og jeg vel hellere . . .« »Nej, nej, Hr. Kaptajn, det kan der ikke være Tale om,« indvendte Opsynsmanden. »Nej, Far, nu maa vi netop blive — ellers tror Folk, at du ogsaa mistænker Frederik,« sagde Wladislaw ivrig. »Drengen har Ret,« svarede Demikoff eftertænksom. »Det tænkte jeg ikke paa. Nej, saa maa vi absolut blive her.« ] »Hvis Politibetjenten kun havde set dig, da du bragte Fader hjem og raabte til mig, at han levede,« udbrød Wladislaw og klemte Frederiks